Skikken med at begrave de døde kan føres små 100.000 år tilbage. De første begravelser var enkle; den døde blev lagt i en udhuling i jorden og dernæst tildækket. Senere fik de gravgaver med sig.

Forløbet Gravskikke og glade guder tematiserer gravskikke og tro i Oldtidens Danmark. Målet er, at eleverne gennem en eksplicit undervisning i Oldtidens gravskikke, tro og ritualer opnår viden om gravenes signalværdi og kan perspektivere begravelsesritualer som tema i fortid og nutid. Elevernes arbejde er i høj grad centreret omkring de mange fysiske spor, Oldtidens gravskikke har efterladt. Derfor kan klassen med fordel undersøge, om der i nærområdet findes spor i naturen af fx gravhøje, stendysser eller skibssætninger. Temaet om gravskikke og glade guder har flere formål:

  • At formidle faktuel viden om tidligere tiders syn og behandling af døden.
  • At fremhæve begravelsesritualer som en vej til viden om tiden og det levede liv.
  • At belyse gravfund og de fysisk massive gravmonumenter som en slags datidens måde at formidle og fortælle omverden om sin magt og status i samfundet.
  • At stilladsere elevernes viden om nordiske begravelsesritualer og tro, så de har et sammenligningsgrundlag at tale ud fra i næste forløb om Egypten.

Død og begravelse i Oldtidens forskellige samfundskonstruktioner løber som et mere eller mindre eksplicit tema i alle forløb. Eleverne har både arbejdet med det i det forrige kapitel om Mesopotamien, og vil også møde ritualer omkring døden i de næste. Bl.a. i forbindelse med Egypten, hvor især egypternes tro på, at skriften var hellig har givet eftertiden et meget detaljeret indblik i deres forhold til guderne og livet efter døden.

Efter en gennemgang af Oldtidens gravskikke er det oplagt, at lade eleverne undersøge nutidens gravskikke og ritualer; herunder gravgaver. Klassen kan evt. besøge en lokal kirkegård og samtale om de forskellige gravsten – hvad kan de fortælle om det levede liv i dag i forhold til Oldtidens grave?

Elevernes arbejde med Gravskikke og glade guder kan med fordel indgå som en del af et tværfagligt forløb med Kristendom. I Alineas kristendomssystem Under samme himmel, 3. klasse findes kapitlet Død og begravelse, hvor eleverne bl.a. skal lære om de forskellige ritualer, der knytter sig til en hinduistisk, en kristen og en muslimsk begravelse.