Med smukke ting i bronze signalerede stormændene overskud og muligheder, som ikke var alle forundt. Bl.a. muligheden for at rejse ud, opleve nyt, handle og tage nye spændende effekter og viden med sig hjem. I 2. forløb om Bronzealderen skal eleverne arbejde med symboler og udsmykninger i bronze – og de skal arbejde med tro. En del af de symbolbærende genstande, vi har fra tiden, beretter om en udveksling af idéer og varer mellem Nord- og Sydeuropa.

Forløbet indledes med Solvognen, som eleverne måske allerede har en viden om. Enten ”af sig selv” eller fordi de har arbejdet tematisk med solen som symbol i forlængelse af forløbet om Egypten. Solvognen fortæller om en forsvunden religion. Det samme gør rageknivene. En ragekniv i bronze var et værdifuldt og personligt redskab, som kun få havde adgang til. Ragekniven var – som sværdet – krigerens eller den højtstående mands privilegium. Det var ikke alles rageknive, som havde et religiøst motiv. Dem der havde, har måske haft en særlig rolle i samfundet. Formålet med at arbejde med rageknive er flere:

  • At fremhæve den symbolværdi, en genstand som ragekniven indeholder.
  • At arbejde med ragekniven som en billedfortælling, der fortæller om tro i tiden.
  • At illustrere bronzealdermanden som én, der gik op i mode og sit udseende.

Et andet fokuspunkt i forløbet handler om Egtvedpigen. Eleverne skal arbejde med de synlige artefakter, som Egtvedpigens grav indeholdt, men de skal også arbejde med de mindre synlige spor, som gemmer sig i alle menneskers hår, negle og tænder. Målet med forløbet er at formidle et konkret eksempel på, hvad det vil sige, at historien er dynamisk. Et delmål er tillige at bevidstgøre eleverne om, at der hele tiden arbejdes med flere af de gamle fund. Den viden er vigtig at have med i bagagen ifht. elevernes historiebevidsthed: Hver ny generation har sin måde at tilgå fortiden på og sine behov for at finde svar i historien. Svarene afhænger af, hvordan vi spørger, og spørgsmålene vil som regel være farvet af den samtid, spørgeren er født ind i. Og måske forskellig fra den foregående generations.