Efter en tur ud i verden (Mesopotamien og Egypten) skal eleverne tilbage til Danmark og arbejde med den historie, som udspillede sig her i tiden efter Stenalderen. Bronzealderen er den sidste historiske periode i 3. klasse og delt ind i to mindre forløb. I det første er fokus lagt på det nye metal, som blev fragtet til Danmark fra Tyskland. Det andet forløb handler om bronzens symbolværdi og tro, og hvor bl.a. kanonpunktet Solvognen indgår. Det overordnede mål med forløbet er, at eleverne kan forklare og forholde sig til faktorer, som knytter sig til bronzen. Herunder:

  • Hvad det krævede, at få den til Danmark.
  • Hvad den blev brugt til.
  • Hvordan bronzen medvirkede til at tydeliggøre skellet mellem rige og fattige i datidens samfund.

Et væsentligt element i første halvdel af kapitel 9 er de mange rejser ud i verden. Rejserne markerer en gryende international samhandel og kontakt med omverden, hvor både varer og viden udveksles. I forbindelse med forløbet kan eleverne læse den fiktive historie Bronzestøberens søn. Den ligger som pdf fil her på sitet under kapitlet på elevdelen. Lad evt. eleverne notere, hvor i teksten Bronzealderen er tydelig. Dvs. hvilke elementer der afgør, at historien udspiller på den tid. Dette som led i arbejdet med at synliggøre kriterier for at kunne opstille et realistisk historisk scenarie. Som en støtte i elevernes arbejde med at placere Bronzealderen i tid og rum, opfordrer vi til, at tidslinjen aktivt bringes i spil. I det arbejde ligger også en øvelse i at italesætte perioderne som flydende overgange, dvs. at overgangen fra fx Stenalder til Bronzealder skete som en proces overtid.

Hvis skolen har adgang til Alineas digitale materiale Villeby.dk, kan eleverne herinde finde flere aktiviteter henvendt til afsnittet om Bronzealderen. Her har de mulighed for at repetere og teste forløbets videns- og færdighedsområder samt udbygge med flere under kompetenceområdet Kronologi og sammenhæng. Link til Villeby.dk.